Gæst nummer en million fejret på Dokk1

tor, 17/03/2016 - 08:15
Torsdag 18. marts klokken 13:10 trådte besøgende nummer 1.000.000 ind på Dokk1. Jubilæet blev fejret med gaver og blomster fra rådmanden for Kultur og Borgerservice.

Torsdag 18. marts klokken 13:10 trådte besøgende nummer 1.000.000 ind ad Hovedindgangen på Dokk1. Det var Tania Christensen fra Stavtrup, der besøgte Dokk1 i forbindelse med et seminar om velfærdsteknologi. Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ah-mad kunne overrække den glade og overraskede jubilar en buket blomster samt en pose med forskellige gaver fra Dokk1 og det øvrige Kultur og Borgerservice.

”Besøgstallet på Dokk1 bliver ved med at overgå mine vildeste forventninger. Dokk1 er simpelthen blevet byens nye mødested. Vi har nået en million besøgende på ni måneder. Det er helt utroligt, og jeg er meget glad for den store interesse. Bibliotekerne udgør en hjørnesten i folkeoplysningsarbejdet og dermed i vores demokrati. Det er noget vi som by kan være stolte af,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.

På de i alt 279 åbningsdage siden, at H.M. Dronningen indviede Dokk1 den 20. juni sidste år, har der været knapt 3.600 besøgende i gennemsnit pr. dag.
Besøgstallet har således langt overskredet det forventede.

”Vi havde forventet en 50 procent stigning i besøgstallet i forhold til Hovedbiblioteket i Mølleparken. Det var et lidt forsigtigt skøn, men vi havde godt nok ikke regnet med, at det ender med at blive en stigning, der kommer tæt på 150 procent. Vi er både taknemmelige og ydmyge over, at borgerne i den grad har taget bygningen til sig,” siger forvaltningschef for Borgerservice og Biblioteker Rolf Hapel.

Mandag er stadig den mest populære dag for et besøg, mens der er ekstra stor tilstrømning i efterårs- og vinterferien og i forbindelse med større arrangementer på Dokk1.