Fotoudstilling: Berøring

tir, 30/06/2020 - 09:20
Kan opleves udendørs frem til 8. september

Berøring er et grundlæggende behov – også for mennesker i en svær situation

Fotoudstillingen Berøring portrætterer Værestedets brugere, mens de får massage, og giver et sjældent kig ind i deres skæbner og livshistorier.

Udstillingen står udendørs foran Verdensrummet, der ligger ved Dokk1s bagside, hvor Aarhus Å løber ud i havnen. Den kan opleves hele sommeren frem til d. 8. september.

I perioden foregår en række aktiviteter med afsæt i udstillingen og FNs tiende verdensmål: Mindre ulighed. Følg med i vores arrangementsprogram, som henover sommeren opdateres med aktiviteter.

Om udstillingen Berøring

Gennem mere end et år har Zigne Holm, sygeplejerske og sexolog, givet massage til nogle af samfundets mest udsatte: brugerne af Værestedet i Jægergårdsgade, Aarhus. Fotojournalist Simon Jeppesen har fotograferet og talt med en del af menneskerne på briksen.

Det er blevet til udstillingen Berøring. Udstillingen viser mennesker med de samme længsler og behov som os andre, men fortalt fra et sted, hvor de færreste af os har været.

Michael, 65, fortæller om at få massage:
"Jeg så en eng, blå skyer, jeg sad i en blomstermark. Jeg så en kælkebakke nord for Sarajevo ramt af en granat, 14-16-18 døde børn. Børn der havde fået revet armene af. Jeg var delingsfører. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på det.
Jeg så mange døde, da jeg var soldat.
Jeg har post (PTSD). Hver dag får jeg en pille af min læge for at styre mit raseri, hver dag øver jeg mig en time på min guitar."

Zigne Holm fortæller bl.a:
"De her mennesker lever sådan et stresset liv, og de har ikke de samme muligheder som os andre.
Dengang jeg var gadesygeplejerske, mærkede jeg, at de virkeligt trængte til berøring – en stund med ro og velvære. Men dengang havde jeg ikke tid. Det har jeg nu.
Med mit virke vil jeg være med til at udbrede forebyggelse og afhjælpning af hudsult – manglen af nærvær og berøring af et andet menneske. Et helt grundlæggende behov som vi mennesker har på linje med mad og drikke."

Ove Abildgaard, daglig leder af Værestedet:
"Hele scenen omkring berøringsmassagen forundrer mig stadigvæk. Jeg stopper tit op på mine vandringer igennem Værestedet, når mine øjne rammer en af vores brugere, der får massage. Der, synlig for alle, ligger et menneske der synes nærmest sovende. Ofte med et afklaret udtryk i ansigtet og fuldstændig i kontakt med sig selv. Nogle med spor af tårer i øjenkrogene. Et andet menneskes nænsomme berøring har tydeligvis sat sine spor, og vidner om det sårbare menneskes vanskelige liv."