Ny app til eReolen

Bedre muligheder for søgning, formidling og browsing

eReolen er i gang med at udvikle nye apps til iOS og Android, der kommer til at indeholde bedre muligheder for søgning, formidling og browsning. De eksisterende apps blev lanceret i 2014. I 2017 lancerede eReolen nyt design på hjemmesiden med forbedret browsning og øgede formidlingsmuligheder. De nye apps bygges, så de nye formidlingsmuligheder fra websitet udnyttes og præsenteres i appen, og dertil kommer et mere moderne og fleksibelt design med forbedrede browsermuligheder og inddragelse af faciliteter fra websitet til søgning i eReolens materialer.

I de nye apps integreres de udenlandske titler fra eReolen Global, så det bliver muligt at søge dem frem og formidle dem på lige fod med eReolens øvrige titler. Derudover kommer de nye apps til at tilbyde podcast.

Appen baserer sig på ”Biblioteket” appen og drager nytte af en række hensigtsmæssige features og erfaringer fra denne. I første omgang udvikles de nye apps med fokus på brugergrænsefladen og formidlingen, mens der på sigt også kommer nye og forbedrede reader og player i de to apps.

Arbejdet med udviklingen af de to apps foretages i et samarbejde med design- og softwarevirksomheden, Redia, der også har udviklet ”Biblioteket” appen.

Projektledelse:
Carsten Kaa, cmkaa@aarhus.dk
Britt Skjoldborg, skbr@aarhus.dk