ons. 20. sep.
Vær med når vi markerer Sindets Dag d. 10. oktober med temaet ”børn og unges mentale sundhed”.
ons. 20. sep.
Den 10. oktober markerer vi Sindets Dag (World Mental Health Day) med temaet ”børn og unges mentale sundhed”.
Programmet byder på koncert, livshistoriefortællinger, samtale mellem fagpersoner og en humoristisk peptalk.
Dagen igennem er informationsstande åbne. Her står foreninger klar til at fortælle om aktiviteter, tilbud og fællesskaber i Aarhus.
Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
PROGRAM
Kl. 13.00 - 13.05: Velkomst (Torvet)
Kl. 13.05-13.10: Åbningstale ved Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse (Torvet)
Kl. 13.15: Informationsstande åbner (Torvet)
Kl. 13.15 - 14.00: Koncert med THE MUMES
Et socialøkonomisk musikprojekt, der aktiverer musikalske supertalenter med psykisk udviklingshæmning. Bandet spiller alt fra baggårdskoncerter til festivaler i ind- og udland. Der er lagt op til et show med charme, spilleglæde og garanti for sange publikum kan synge med på – fra Rolling Stones til Alberte Winding. (Lille sal)
Kl. 14.15-15: Mit ”job” som mor med mange kasketter. Livshistoriefortælling ved Nina.
Om at være forælder til to børn med ADHD og autisme. Hør om en rejse i livet og en hverdag, hvor udfordringer og nødvendigt samarbejde med systemet fylder. Efterfølgende kommentar fra Mette Bundgaard Nielsen, psykiatrisk sygeplejerske og mulighed for spørgsmål. (Møderum 2)
Kl. 14.15-15: Alt det jeg ikke tør sige. Livshistoriefortælling ved Henni.
Henni er datter af en mor med skizofreni. Hør om de spørgsmål som trænger sig på, og de svære perioder der kan være, når et barn vokser op med en psykisk syg mor. Efterfølgende kommentar fra Lars Munk, psykolog og mulighed for spørgsmål. (Undervisningslokale 1)
Kl. 15.15-16.15: Vi vil så gerne hjælpe – men hvordan?
Få perspektiver på, hvad der fremmer børn og unges mentale sundhed. Lyt med når tre forskellige fagpersoner deler erfaringer fra deres arbejde med børn og unge. Samtale mellem Marie Noe, socialrådgiver, Lene Ruge Møller, børne- og ungdomspsykiater og Jens Munk, studenterpræst. Frederik Roland, journalist ANTV leder samtalen. (Lille sal)
Kl. 16.30-17.30: Humor og håb med Mads Marius.
En peptalk om at være ung med udfordringer i bagagen og samtidig leve et fantastisk liv. Mads Marius er 26 år, har 9 diagnoser og lever af at være foredragsholder. Han har specialiseret sig i at tage seriøse emner op og blande dem med humor. Alt sammen i øjenhøjde, så vi kan tale om det svære (Store sal)
Kl. 17.30: Informationsstande lukker, tak for i dag. (Torvet)
Ekstra arrangement:
kl. 18.30-21: Debataften om unge og mistrivsel
Som afrunding på Sindets Dag 2023 inviterer Psykiatrien i Region Midtjylland til en gratis oplægs- og debataften om mistrivsel blandt unge. Hvordan opleves mistrivsel? Hvad siger forskningen? Og hvordan kan vi arbejde med den? Læs mere her
OM SINDETS DAG
Den internationale dag World Mental Health Day afholdes hvert år den 10. oktober over hele verden. I Danmark kaldes dagen for Sindets Dag og markeres med arrangementer rundt om i landet. Formålet er at skabe global opmærksomhed og forståelse for mental sundhed.
Foto: Peter Maltha