Har du fem minutter? Kig forbi, skriv et brev - og skab håb.

Vil du være med til at gøre en konkret forskel for fire personer, som har fået krænket deres menneskerettigheder?

Så sving forbi Dokk1 og skriv et solidaritetsbrev sammen med os og Amnesty International.

Vi står klar i vores lille skrivecafé på Rampen med postkort, kuglepenne og småkager, så vi mangler bare dig!

Du vil kunne skrive breve til:

Influenceren Neth Nahara, der har fået to års fængsel for at kritisere Angolas præsident og regering på TikTok. Hun er mor til to, hiv-positiv og er i månedsvis blevet nægtet adgang til sin daglige medicin.

27-årige Oqba Hashad, som blev arresteret på grund af sin brors aktivisme og nu har siddet fængslet i fem år uden at have været for en domstol. Oqba er tilbageholdt under forfærdelige forhold. Fængslet har taget hans benprotese fra ham, som han ikke kan gå ordentligt uden.

Handicapaktivisten Kyung Seok Park, der risikerer en dom for at have forstyrret metroen i Seoul i de travle pendlertimer. En happening, der skulle sætte fokus på de vanskeligheder, som mennesker med handicap hver dag møder i Sydkorea.

Den unge palæstinenser Ahmad Manasra, der blev arresteret som 13-årig og afsoner ni års fængsel for en forbrydelse, han ikke har begået. Ahmad har siddet i langvarig isolationsfængsling i flere perioder og har udviklet alvorlige psykiske lidelser.

Du vil også kunne skrive et appelbrev til de regeringer og magthavere, der er ansvarlige for krænkelserne. Brevene lægger pres på dem og minder dem om, at resten af verden følger med i, hvad de foretager sig.

Skriv for Liv har eksisteret i mere end 20 år og har medvirket til, at fanger er blevet løsladt eller har fået forbedret deres forhold.

Tag dine venner og familie under armen og vær med i verdens største menneskerettighedsevent.

Om du har 5 minutter eller en halv time - alt tæller i kampen for menneskerettigheder. Dine ord har magten til at forbedre liv!

Du kan læse mere om Skriv for Liv og årets sager her: Skriv for Liv

Om arrangementet

  • Arrangør

    Aarhus Bibliotekerne

  • Kategori

    Tendenser og Debat

  • Pris

    Gratis

  • Sted

    Rampen