Hør den foruroligende historie om de hundredvis af børn, der blev født og opvoksede på Scientologys hoteller i midten af København igennem 70'erne, 80'erne og 90'erne.

Uden at omgivelserne anede noget, boede disse børn i en parallelverden, afsondret fra det danske samfund. De lærte ikke dansk, de blev typisk taget fra deres forældre kort efter fødslen, og under opvæksten boede de sammen med andre børn i køjesenge, på små uhumske værelser.

Baseret på bogen "Mørkets hoteller – Børnene i Scientology" (udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag, august 2024), er det fortællingen om, hvor galt det kan gå når forældrenes ideologi bliver til fanatisme. Men også historien om, hvordan en åben og tolerant kommune blev udnyttet af en skrupelløs organisation, der valgte at etablere deres europæiske hovedkvarter her fordi de vurderede, at landets myndigheder ville blande sig udenom.

Robert Dam var selv medlem af Scientology i 20 år, fra 1984 til 2004, og kom helt op til toppen af systemet. Men efter at være blevet arresteret af Scientologys interne politi, Security Force, og underkastet intense afhøringer på alle tidspunkter af døgnet, først i 2 uger i København og derefter 21 dage og nætter i moderorganisationen i Florida, kom han alvorligt i tvivl. Det førte til afhoppet i starten af 2004. I 2011 udgav han bogen “Afhopperen – Mine 20 år i Scientology” (fem stjerner i Jyllands Posten), i 2015 TV2-dokumentaren “Opgøret med Scientology”, i 2016 podcasten Robert og thetanerne” og i 2024 bogen “Mørkets hoteller – Børnene i Scientology” (fem stjerner i Berlingske).

Sted: Store Sal

Foredraget er gratis, men husk at booke en gratis billet via linket.

Om arrangementet

  • Arrangør

    Aarhus Bibliotekerne

  • Kategori

    Tendenser og Debat

  • Pris

    Gratis

  • Bestil billet

    Billet her

  • Sted

    Store Sal