Kære Læser, vil du være med i vores klub?
Litteraturklubben er et fællesskab for unge voksne mellem 18 og 30 år, hvor vi deler vores kærlighed til fortællinger, og hvor litteraturen fungerer dels som et vindue til andre verdener, idéer og perspektiver, dels som et spejl af eget levede liv.
Hvem er vi?
Vi er unge voksne i 20’erne, der elsker at læse, men mangler andre læsende at være sammen med om de store litteraturoplevelser. Vi kommer fra forskellige baggrunde og studieretninger, men vi deler en fælles interesse for litteratur og ønsket om at diskutere de tanker og følelser, som litteratur kan vække.
Klubben er åben for alle – uanset om du er en inkarneret læsehest eller blot ønsker at læse mere i godt selskab.
Hvad læser vi?
Vi læser nyere dansk litteratur: romaner, noveller og lyrik. Vi vælger bøgerne i fællesskab, så der er plads til alles stemmer og præferencer.
Til denne tirsdag har vi aftalt at læse Superskurk af Anna Juul, som du kan finde på biblioteket eller som lyd- og ebog på eReolen.
Hvorfor være med?
Du får udvidet din litterære horisont; du møder nye mennesker og får mulighed for at engagere dig i meningsfulde samtaler om vidunderlig litteratur, som handler om alt mellem himmel og jord. Og du opdager måske også forfattere og genrer, som du ellers ikke ville have læst.
Hvordan fungerer litteraturklubben på Dokk1?
Vi mødes én gang om måneden, hvor vi diskuterer den bog, vi har læst. Møderne foregår på Dokk1 fra kl. 17-18 på en hverdag. Du behøver ikke at melde dig til.
Klubben står for at sætte gang i snakken med forskellige refleksioner og spørgsmål, men ellers er formatet uformelt, og der er plads til både at lytte og dele sine tanker. Vi sørger for kaffe og te og god stemning.
Husk! Der er ikke én, der sidder på de rigtige svar og venter på, at der bliver bingo på analysepladen. Derimod har vi en fælles nysgerrighed og respekt for hinandens synspunkter.
Du behøver ikke at læse en hel bog hver måned, men må gerne komme uforberedt, da vi læser uddrag højt og snakker om det. Du forpligter dig ikke til at komme fast, men må være med så meget eller lidt, som du vil.
Kh Litteraturklubben på Dokk1
Om arrangementet
-
Arrangør
Aarhus Bibliotekerne
-
Kategori
Litteratur
-
Pris
Gratis
-
Sted
Møderum 1