Børn & familier

Børn og familier er ét af Dokk1's væsentligste indsatsområder, og Dokk1 giver børnefamilierne mulighed for at gå på opdagelse sammen og udforske de mange muligheder, som huset byder på.

Områderne på Niveau 2 er indrettet som store lege- og væresteder, så de appellerer til leg, læring, fælles oplevelser og fortællinger for børn og voksne. Der er mulighed for at være aktive sammen, eller bare at slappe af og nyde biblioteket, mens man ser ud over vandet.

Alle børneområderne i Dokk1 er for børn fra 0-12 år, familier, dagtilbud og skoler. Alle inviteres til at gå på opdagelse i de forskellige medier, spille spil, lære, lege, klæde sig ud osv.

Scenetrappen

Scenetrappen er børnebibliotekets sted til store og små arrangementer. Scenetrappen kan rumme mange børn og voksne, mens de samles om en koncert, leg eller noget helt tredje. Derudover er Scenetrappen et samlingspunkt og madpakkested for skoler, institutioner og familier. 

Faglitteratur. Skal du bruge en bog til din skoleopgave, har du en interesse, som du vil fordybe dig i eller søge viden om, så er det her, du finder svaret. Find alt om edderkopper, fodboldstjerner, hekse eller noget helt fjerde. 

 

Børnelab

Børnelab kan rumme alle mulige former for kreativ udfoldelse – hvad enten det drejer sig om at male med den store pensel eller sidde og nørkle med det mindste. Børnebiblioteket er vært ved kreative værksteder hver tirsdag og onsdag samt i ferier. Hold øje med www.aakb.dk for program.  

0-3 års området er området, hvor dit barn kan bruge sine sanser, sin motorik og fantasi. Der er rum til at prøve sig frem på afstand af de lidt større børn. Rummet er udstyret med vores store legeborg, madrasser, sanselegetøj og legehus med legemad. Området er skofrit og friholdt for barnevogne, så der er plads til leg. 

 

Minirampen

Minirampen er fordelingsvejen mellem de forskellige niveauer i børneområdet. Mange børn bruger den labyrintagtige udformning som en oplagt arena for tik, forfølgelsesløb eller som bane for de små køretøjer, som findes på Dokk1. Dette er man meget velkommen til at gøre, men man må også huske at give plads til klapvogne, kørestole osv. Rummene i Minirampen bliver også brugt til at udstille værker fremstillet i vores Børne-Lab. Vi vil også gerne være med til at vise, hvad daginstitutionerne i Aarhus laver - så har I arbejdet med noget i jeres daginstitution, som I gerne vil udstille, så kontakt os for mulighed om det. 

Pusterummet er til stille leg, spil, højtlæsning, ro og hygge for familier.  Her kan du nyde udsigten og spejde efter sælen eller finde inspiration til fælles samtale. I rummet er der ingen skærme, der forstyrrer, blot rum til at puste ud.  

Pulterkammeret er et rum med et endnu ikke fastlagt indhold - Du kan dog finde mange af de ældre bøger her og udforske de voksnes barndomshistorier. Hvordan Pulterkammeret endeligt kommer til at tage sig ud, vil vi løbende skrive her.

Børnebibliotekar

Højsletten er børnebibliotekets samlingspunkt for store og små – det er også her du finder børnebibliotekaren. På Højsletten kan man putte sig i en læsehule med en god billedbog. Du kan også tage dig et øjeblik til at nyde udsigten over havnen.  Udover billedbøger finder du også højtlæsningsbøger og pegebøger til de mindste. 

Æsken er et foranderligt rum - her er plads til fysisk udfoldelse, fordybelse, og leg med sanserne. Inventaret er skiftende fra måned til måned, så I vil få forskellige oplevelser. Æsken bliver også brugt til Teater, musik og andre arrangementer - der vil derfor være tidspunkter, hvor Æsken er lukket.

 

Tweens og MakerSpace

Tweensområdet. Er du mellem 8-12 år og på jagt efter en god bog, så skal du til skønlitteraturområdet. Her finder du sjove bøger, fantasy, krimi, gys, hestebøger, drenge/pigeliv og meget mere. Derudover finder du også vores letlæsningsbøger i dette område, bøgerne er inddelt efter lixtal.

Makerspace er et område med skiftende, kreative værksteder for alle. I Makerspace skaber og bygger vi, og der er mulighed for at benytte 3-D-printer og lasercutter under vejledning i et af vores åbne værksteder. Find tidspunkter på www.aakb.dk. I Makerspace udstilles brugernes kreative produkter, så her kan der hentes inspiration til dit næste kreative projekt.

Gaminggaden

Gaminggaden er et område med spil for børn og familier. Prøv arkademaskinerne, få en god gameroplevelse sammen ved konsollerne, eller udforsk det interaktive gulv. Det er også her du kan finde spil og film til hjemlån. Gaminggaden er også hjem til forskellige udstillinger, aktiviteter og eksperimenter. 

Tegneserieområdet er et hyggeligt sted, hvor familier og børn har mulighed for at slænge sig i hyggelige sofaer og fordybe sig i universerne omkring tegneserier og Graphic Novels.  Der er også mulighed for at spille brætspil ved vores spillebord - nøglen til spilskabet kan du hente ved børnebibliotekaren.

Det finder du også på børnebiblioteket

Barnevognsparkering

Ammerum. Det er tilladt at amme overalt i Dokk1, men ønsker du at have ro og privatliv til amning, er Ammerummet en oplagt mulighed. Det er muligt at varme en flaske i mikrobølgeovn. 

Spiserum. Her kan I nyde jeres medbragte mad. Her findes mikrobølgeovn, håndvask samt højstole til de mindste. Det er tilladt at spise overalt på Dokk1, bare man husker at rydde op efter sig. 

Toilet og pusleplads. Der er toiletter med pusleplads midt i børnebiblioteket. Samt et rum til parkering af klapvogne/barnevogne og mulighed for at hænge overtøj eller tasker i vores garderobebokse.   

Barnevognsparkering. Der er barnevognsparkering ved 0-3 års området og i Gaminggaden.  

Affaldssortering. I Dokk1 er der opstillet affaldsspande, hvor du kan sortere dit affald i papir, plastic og restaffald. Hjælp os med at opfylde verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion. 

Har du gode idéer til indretningen eller andet, du vil dele med os, så skriv endelig.