Kom til officiel åbning af Dokk1s nye værk

ons, 13/03/2019 - 14:44
Få et unikt indblik i arbejdet med Dokk1s nye værk “Mellemrummet"

Den 2. april åbner et nyt interaktivt lyd- og lysværk for byens borgere på Dokk1. Værket skiller sig bl.a. ud ved at være interaktivt, så det påvirkes af tilstedeværelsen i rummet. Det er udviklet i samarbejde med bl.a. CAVI og kunstneren Henrik Munch (Sorten Muld m.m.)

Værket befinder sig i rummet mellem de to sale på Dokk1, og har ganske passende fået titlen "Mellemrummet". Det udspiller sig på en række højttalere og lyspaneler i loftet. Ved hjælp af disse virkemidler gøres området til en auditiv og visuel oplevelse for borgerne.

Værket er blevet til i et samarbejde mellem Dokk1, CAVI, Aarhus Universitet og forskningsprojektet CIBIS. Det er kunstneren Henrik Munch, der har komponeret og produceret værket, mens CAVI fra Aarhus Universitet har iscenesat designprocessen og designet værkets visuelle side, samt udviklet de tekniske løsninger.

Mød kunstneren og udviklerne
Den 2. april fra kl. 08:30-10:00 har du en unik mulighed for at få et indblik i værkets baggrund, samt få en introduktion til hvordan man skaber et værk til et helt særligt offentligt rum. Læs mere her.

 

'Mellemrummet' er støttet af:
Statens Kunstfond
Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje
CIBIS, Innovationsfonden