Aarhus 2017

I 2017 er Aarhus og de 18 andre kommuner i Region Midtjylland Europæisk Kulturhovedstad. Politisk og kulturelt er der tale om det stærkest profilerede og mest betydningsfulde projekt i Danmark i årtier.

Aarhus 2017 vil skabe et program, som afspejler det, der udgør vores nationale identitet som danskere: Fra sport og mad, over sprog og politik, til kunst og kreativitet. Kulturhovedstadsprojektet giver os mulighed for at styrke vores plads i Europa gennem vores kulturelle mangfoldighed centreret omkring begrebet ’Gentænk’. 

Der ligger et stort potentiale i at bruge kunst og kultur som katalysator for forandring. Vores opgave som vært for Europæisk Kulturhovedstad er at sætte kulturen i centrum af vores by og region og derved skabe vækst og udvikling. Vi vil give publikum på tværs af regionen, Danmark og resten af verden mulighed for at se danskere og europæere i verdensklasse skabe deres mest ambitiøse værker sammen.

Mange mennesker, fællesskaber og gode kræfter er involveret i at skabe Aarhus 2017 - på tværs af geografi, demografi og sektorer. For kulturhovedstadsåret er en mulighed for at skabe værdi fra kultur såvel som for kultur, ikke blot for byen, men også for regionen og for landet, hvor vi vil tiltrække handel, turisme og talent til vores område. 

Du kan læse mere om Aarhus 2017 på: www.aarhus2017.dk (nyt vindue)

Foto: Helene Bagger

Denne side benytter cookies. Tillad cookies