Aarhus Fotografiske Amatørklub 125 års jubilæumsudstilling

Aarhus Fotografiske Amatørklub udstiller fotokunst på Dokk1.

Den 17. juli 1896 mødtes en lille skare af indbyggerne i Aarhus i fabrikant H.P. Jensens baghave i Knudrisgade. Formålet med forsamlingen var stiftelse af Aarhus Fotografiske Amatørklub, AFA-foto. Det er 125 år siden. Det skal fejres. I den forbindelse løber den anden af to jubilærumsudstillinger af stablen på Torvet i Dokk1 d. 10.5-22.5.2022.

Der er fernisering tirsdag d. 10/5. kl. 17.00, hvor alle er velkomne til at komme og få en forfriskning og en snak.

Udstillingen, der omfatter mere end 80 billeder, viser medlemmernes bud på temaet ”Aarhus og opland”, byen, havnen, den bynære natur med mere. Der vises både det registrerende, dokumentariske og det mere kunstneriske, abstrakte fotografi. Da det er en jubilæumsudstilling, vil der også være et historisk hjørne med billeder fra arkivet, som viser udviklingen gennem tiden - både med hensyn til teknik og billedsyn.

Klubben råder over fotografier, der er mere end 100 år gamle. Flere af klubbens medlemmer har gennem årene markeret sig både ved nationale og internationale udstillinger og konkurrencer. Som klub har AFA-foto også gjort sig bemærket, som fast udstiller i Aarhus Festuge, som akkrediterede fotografer ved bl.a. Kulturnatten, Tall Ships Races og Sculptures By The Sea.

Kom med på en photowalk

Lørdag d. 14/5. og søndag d. 15/5. Begge dage kl. 13.00 er alle interesserede inviteret til at deltage i photowalks. En photowalk er en gåtur i et afgrænset område, hvor vi går i en mindre gruppe, lærer vi hinanden om teknik og hjælper hinanden med at lære at se og finde de gode motiver. Det kræver ingen kundskaber eller stort fotoudstyr, kun interessen for at fotografere.

Da der er begrænset deltagerantal, tilmelder man sig på fotoklubbenafa@gmail.com.

Der er gratis adgang til både udstillingen og de to photowalks. Udstillingen kan ses i hele Dokk1´s åbningstid.

Aarhus Fotografiske Amatørklub 125 års jubilæumsudstilling

Arrangør

Dokk1

Dato og tidspunkt

10. maj 2022

00:00 - 00:00

Pris og billet

Gratis
Kræver ikke tilmelding

Lokation

Torvet